Lykkens paradoks
Af Teaterpilot Nadezhda Klimenko
En onsdag aften tog vi i samlet flok ind og oplevede Lykkens Paradoks af performance gruppen Cantabile 2. Det var en vanvittig oplevelse.
Vi blev delt op i små grupper, påført navneskilte og ført ind i en mørklagt bygning, som emmede af tempelagtig alvor. Huset var bestod af lange korridorer, og bag hver dør fandtes et nyt univers, hvor en eller andet form for interaktiv, surrealistisk performance rykkede på noget i os.
Jeg så ikke ret meget til de andre teaterpiloter da først det var sat i gang. Mærkeligt drømmeagtigt gik jeg fra rum til rum og blev mere og mere villig til at afsløre alt, for de performere jeg mødte i rummende trickede et eller andet i mig.
I et rum trillede vi æbler hen til hinanden. På æblet stod der et tillægsord. Man skulle trille æblet hen til den, det passede bedst til. Hvem er mest sensitiv? Modig? Tiltrækkende? Dominant? Man kunne bide i det sure æble, det man havde det sværest med. Og snuppe det æble man helst ville have.
I et andet rum lå jeg i mørket i en seng med to fremmede kvinder. Den ene en performer, den anden en gæst i det store hus, ligesom mig selv. Vi skulle beskrive berøringer, og endte med at ligge tæt og kærligt, som om at mørket var en hemmelig pagt.
Sådan blev det ved. Rundt og rundt i en labyrint af intens ærlighed hvor alt modstand på en eller anden måde var forsvundet. Nogle gange stødte jeg på de andre teaterpiloter. De rystede og trak vejret tungt. Det var så terapeutisk. Jeg endte i et rum hvor jeg fortalte en kvinde som jeg aldrig havde mødt før, om min hemmelige skyggeside. Til gengæld havde hun vist mig sine bryster.
Da vi kom ud på den anden side og tilbage til virkeligheden var det svært at tale om. Et par af os græd. De fleste af os var udmattede og fulde af stof til eftertanke. Fulde af inspiration og lyst til livet, og fulde af sorg og ensomhed. Fulde af lykkens paradokser.
Teaterpiloterne 