Teaterpiloterne

Døde grise og Danmarks første gyser på de skrå brædder

af Teaterpilot Ane Carlsen

Amandaværelset viste et bud på hvordan man overfører koderne fra en genre til en anden, og inddrager publikum på en meningsfuld og troværdig måde.

Selve turen derud virkede set i bakspejlet som en optakt til det der skulle ske. At gå mod refshaleøen en mørk nat i november er, uanset hvor mange teaterpiloter man er omgivet af, en ret sælsom oplevelse, og ingen optakt kunne have været bedre til stykket ”Amandaværelset” af Eventministeriet på Det Kongelige Teater i de Scenografiske værksteder på Refshaleøen.

Vi stod lidt i otte i en samlet klump i blæsten uden foran de scenografiske værksteder og ventede på at noget skete. Én efter én opdagede vi at en skydedør i hallen var gået op, og en kvinde i cancan-tøj vinkede os ind med sin ene pegefinger. Inden vi fik lov til at sætte os i de opstillede stolerækker, blev vi iført en sort jakke og en grisemaske. Alle var ens, uniformerede, anonyme, døde.
Således påklædt blev vi introduceret til en historie, som vi som publikum spillede en rolle i, en rolle som begyndte at dæmre for os jo længere hen i stykke vi kom.

Amanda er død. Joseph Hallund ved ikke hvorfor, men vil gerne vide det. Maurice har et mystisk, magisk teater, og ham doktoren fandt man aldrig rigtig ud af om man stolede på. Det var ikke selve dramaet, historien om Amandaværelset, der gjorde forestillingen så vellykket. Den var sprængfyldt med referencer til alt fra Steppeulven til alle gyserfilm nogen sinde lavet, og spillede på de gyserfilmskoder som er så gennembrugt at man ikke fatter de stadig virker; døre der smækker, violiner der skriger, lys der tænder og slukker. Dét der til gengæld gjorde den så vellykket var overdragelsen af alle disse koder til teaterformatet, og hvordan man som publikum havde en rolle i stykket. Man opdagede at gyserteateret kan nøjagtigt det samme som gyserfilmen – og mere til. Teatret har nemlig den fordel at tilskuerne er en del af samme rum og tid som dramaet.
Amandaværelset foregik i forskellige rum og publikum fulgte efter Joseph Hallund i hans søgen efter sandheden om Amanda. I nogen af disse rum blev man set og anerkendt som værende tilstede, i andre blev man ignoreret og var en usynlig, død tilskuer i grisemaske. Alt sammen pegede i retning af et dobbelt fortællerplan, hvor man som publikum var lige så meget optaget af at regne sin egen rolle i stykket ud, som man var at finde ud af hvordan Amanda døde.

Det var forfriskende at se et så vellykket bud på publikumsinddragelse. For selvfølgelig vil teateret altid være henvendt til et publikum, men det er alligevel sjældent at man som publikum på den måde bliver en del af historien, en del af mysteriet, at man selv som tilskuer bliver den gåde man forsøger at opklare.