Teaterpiloterne

Kan et museum blive levende?

Af Teaterpilot Amund Lindvang Bentsen

Jeg kan faktisk godt lide at gå på museum, og vi er heldige at vi i Danmark har et rigt museums liv. Alligevel kan jeg ikke undgå at bemærke, at de fleste der går på museer i dag, er i alderskategorien, 50 plus. Jeg kan godt lide gamle mennesker, og i denne sammenhæng er de i særdeleshed det grå guld, for hvis vi sætter det lidt på spidsen, kan vi takke den ældre generation for at holde kulturlivet i live. Hvor mange museer og kulturinstitutioner ville ikke stå tomme, hvis de ældre blev hjemme bag lukkede døre. Problemet går også igen på de etablerede teatre, hvorfor vi f.eks. ser Aarhus teatre lancere ungdomsbilletter til en 50er for at få bare en smule balance i aldersfordelingen.
At det er den ældre generation der udfylder museerne, er ikke som sådan et problem. Problemet er vel, at de unge ikke køber den samme kulturpakke. Så hvad gør vi når de ældre dør, og de unge ikke gider gå på museum?

——————————————————————————————————–

Billede fra Arken, hvor unge dansere fortolkede udstillingen “Mellem tårne”, som en del af projektet Det levende museum. Fotograf: Niels Gether Nielsen.

——————————————————————————————————–

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at få vakt de unges interesse for museet?

Jeg tror at kulturinstitutioner som museer har en vigtig rolle at spille i vores udvikling af samfundet. I en tid hvor alting går hurtigere end før, og hvor vi får sværere ved at holde vores koncentration, ser jeg museerne som et muligt rum for refleksion.
Men der er ingen der kan lide at få trukket noget ned over hovedet, specielt ikke unge som mig selv, og derfor er involvering og medejerskab to vigtige nøgleord i at fremtidssikre vores kulturinstitutioners formidlingsarbejde.

Blandt unge har museer tit et omdømme som noget gammelt og støvet, noget statisk. Men sådan behøver det vel ikke at være. Hvad nu hvis man kunne vække museerne til live, gøre dem spændende og vedkommende med et stænk af impulsivitet? Hvad ville der ske, hvis en statisk museumsudstilling blev dynamisk, ved at sprænge de normale rammer for scenekunst, og få scenekunsten til at gå i dialog med både museumsudstillingen og publikum? Ville man kunne vække museerne, ved at give det store antal unge, der gerne vil prøve kræfter med skuespillet, mulighed for at få seriøse erfaringer i kreative skabelsesprocesser og scenekunstnerisk udfoldelse? Ville man kunne skabe en sådan forandring igennem frivillighed og læring, i stedet for store budgetter?

Disse spørgsmål begyndte at rumstere i hovederne på mig og to andre unge projektspirer på Det Kongelige Teaters nystartede udviklingsforløb Teaterpiloterne.

Med en lidt hovedkulds tro på projektets vigtighed og en masse gåpåmod, skabte vi derfor projektet Det Levende Museum. Konceptet er enkelt; igennem den dynamiske, eksplicit subjektive og til dels improvisatoriske scenekunst, pustes liv i vidt forskellige museers udstillinger. Ideen er at opløse grænsen mellem det beskuede og beskueren, og få unges bud på hvad museumsudstillinger har at tilbyde os i dag.
Jeg synes der er flere gode grunde til, hvorfor kulturlivet har brug for dette og lignende projekter fremover. For det første vil vi gerne have unge til at bruge vores kulturtilbud. For at dette kommer til at ske, må vi bestræbe os på at gøre kulturen mere vedkommende for de unge. Vi skal give de unge et rum for refleksion, som de gerne selv vil være i, vi må inddrage nye teknologiske muligheder, samt gå i dialog og debat om den verden, som unge mennesker lever i dag.

Samtidig må vi turde inddrage de unge i selve skabelsen af kulturtilbuddene, og være åbne overfor kreative og nye måder at se kultur og kunst på. Unge har nemlig tit noget på hjertet, faktisk ofte en hel del.
Jeg mener det er vores opgave at bruge dette skabende potentiale, og understøtte det. Det frivillige kulturliv vil blomstre endnu mere op, hvis vi bliver bedre til at skabe platforme til folks (unge som gamle) naturlige kreative udfoldelsestrang.

Det er derfor at jeg som Teaterpilot, skriver denne artikel. Og det er derfor Det Levende Museum samarbejder med både Nationalmuseet, Arbejdermuseet og Arken – Museum for moderne kunst, som alle har taget en chance, ved at give os lov til at udfolde os på deres velrenommerede matrikler.
Lad os blive bedre til at samarbejde på tværs af skel, og til at bruge alle de ressourcer, vores velfærdstat stiller os til rådighed. Vi er alle med-skabere af vores samfund, vi behøver ikke blot være tilskuere på et museum. Og lad os så give Det Grå Guld selskab og kamp om de gode pladser.

—

Om projektet Det levende museum

Det Levende Museum er et projekt, skabt af Nikolaj Bomberg Simonsen, Amund Lindvang Bentsen og Signe Krossing Hansen fra Det Kongelige Teaters Teaterpiloter. Projektet er udviklet med det formål at puste liv i ellers statiske og “tavse” museumsudstillinger ved hjælp af ung scenekunst. Missionen har været at skabe en ny oplevelse for museumsgængerne og give dem mulighed for at se en anderledes fortolkning af forskellige museumsudstillinger.

Projektet har kørt i februar og marts 2015 på Nationalmuseet, Arbejdermuseet og Arken – Museum for moderne kunst. En række unge skuespillere fra Skuespillerakademiet fortolkede udstillingen Pels – Liv og Død på Nationalmuseet, en gruppe unge skuespillere fortolkede udstillingen Forstaden – Elsket og Udskældt på Arbejdermuseet og dansegruppen Streetroots fortolkede udstillingen “Mellem Tårne” på Arken. De færdige performances foregik som en del af museernes udstilling i deres åbningstid henover 4-5 dage. Teaterpiloterne udviklede og stod for projektledelse af hele det samlede projekt.

—

Billeder fra Nationalmuseet – Udstillingen “Pels – liv og død”:

Billeder fra Arbejdermuseet – Udstillingen “Forstaden – elsket og udskældt”:

Billeder fra Arken – Museum for moderne kunst – Udstillingen “Mellem tårne” (Fotograf: Niels Gether Nielsen):